torsdag den 24. november 2011

Hvilke tarotkort er de bedste?

Er du i tvivl om hvilke tarotkort, du skal købe?

Når man intet kender til tarotkort i forvejen, så er det svært at vælge de rigtige. Mit råd til dig er at gå ind i en butik, som har flere forskellige tarotkortsæt at vælge imellem. Gerne et sted hvor du får lov til at holde tarotkortene i hånden og "bladre" i dem. I København har vi f.eks. Det ukendtes boghandel

Jeg valgte mine egne kort ud fra den første tarotbog jeg kom i nærheden af, Ulrik Golodnoffs Tarot ABC, og derfor har jeg det sæt tarotkort, som hedder Universal Waite. Igennem de sidste 12 år, hvor jeg har brugt dem er jeg bare blevet mere og mere glad for dem. Så dem vil jeg altid anbefale dig. Det er dem, du kan se på billedet her:



For at hjælpe dig med at finde de tarotkort, DU er mest vild med, vil jeg vise dig nogle forskellige og bagefter får du lov at teste dig selv i min mini-find-dine-favorit-tarotkort-test.

De 2 mest populære tarotkortsæt
Der findes mange forskellige tarotkortsæt. For ikke at gøre dig komplet forvirret allerede, vil jeg starte med at fortælle dig om de 2 mest populære sæt. Det første tarotkortsæt hedder Rider Waite. De minder meget om mine kort (Universal Waite). Se et eksempel på dem her:
 
Rider Waite tarotkort

Rider Waite tarotkortene er mere grove i tegningen og farverne er slet ikke lige så fine som på Universal Waite tarotkortene. Men de bliver jo ikke brugt af tarotlæggere verden over for ingenting, så måske vil de også være dine favoritter.

Prøv at sammenligne Rider Waite tarotkortene med billerne her fra Universal Waite tarotkortsættet:

Universal Waite tarotkort

Jeg går meget op i at tyde tarotkort via deres symboler og farver, så er det vigtigt for mig, at tegningerne er tydelige og viser mange detaljer, og at farverne er klare og lækre. 

Det vigtigste for dig er at DU VÆLGER DE TAROTKORT, DU SYNES ER SMUKKEST.

Hvorfor?

Fordi du gerne skulle komme til at kigge på dem rigtigt mange gange. Og hvis de kort, du har købt, ikke rigtigt siger dig noget, så får du dem ikke brugt. Så simpelt er det.

Aleister Crowley Tarotkort
Den anden type tarotkort, som mange vælger at bruge, hedder Aleister Crowley tarotkort. De ser helt anderledes ud. Er mere abstrakte i deres udtryk. Farverne på dem er klare og fine, men mange af tarotkortene har et mørkere udtryk end Universal Waite tarotkortene. Se eksempler på dem her:

Aleister Crowley tarotkort 

Forskellen på de to typer kort er blandt andet, at Rider Waite/Universal Waite tarotkortene afbilleder situationer, hvori tarotelementerne indgår (tarotelementerne er enten sværd, stokke, bægre eller mønter), mens Aleister Crowleys tarotkort blot viser tarotelementerne på en farvet baggrund. Det er lidt simpelt sagt, og du må endelig ikke tro at Aleister Crowleys tarotkort er simple. Det er de langtfra. Faktisk er de meget komplekse og spændende. 

Du kan se et eksempel på to måder at vise tarotelementet stokke (her De 4 stokke) herunder:

Universal Waite tarotkort

Aleister Crowley tarotkort

Begge typer tarotkortsæt er fulde af symboler. Aleister Crowleys tarotkort refererer meget til de astrologiske tegn (stjernetegn), som soltegn og andre planeter. Du kan se dem øverst og nederst på kortet ovenfor. Så hvis du er meget interesseret i astrologi, så vil disse kort helt sikkert give dig en ekstra dimension.

Men hvordan finder du ud af hvilke tarotkort du bedst kan tyde? 

Prøv at teste dig selv her:

Test nr. 1:
Prøv at tænk på et billede. Ét du kan lide. Hvordan ser det ud? Viser det et motiv, eller er det et abstrakt billede. Hvordan er det rent farvemæssigt? Er det fyldt med figurer/personer/ting, eller er det enkelt i sit udtryk?

Abstrakt billede

Billede med motiv

Hvis det/de billeder, du bedst kan lide, er abstrakte og måske indeholder skjulte motiver, så vil Aleister Crowleys tarotkort formentlig være de bedste for dig. Hvis du derimod bedre kan lide billeder med tydelige motiver, hvor man kan se, hvad de forestiller, så vil Rider Waite eller Universal Waite passe dig bedre.


Test nr. 2:

Kan du huske i dansktimerne, når I skulle analysere billeder. Hvilke typer billeder var du bedst til at analysere?

Jeg var f.eks. rigtig god til at lave billedanalyser af billeder, der forestillede noget (en person, en situation el.lign.). Når jeg så på billederne, så kunne jeg let fortælle en historie, som udsprang af billedet. Hvem personen var og lavede. Til gengæld havde jeg svært ved tyde de abstrakte billeder. 

Med den viden jeg idag har om farver, ville det være (lidt) nemmere for mig at tyde abstrakte billeder, men jeg holder stadig mest af de andre. 

Hvad med dig?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar